Parøkonomien vokser fra hinanden

Parøkonomien vokser fra hinanden

‘Ego’-økonomien vokser på bekostning af fællesøkonomien hos danske par, og udviklingen går hurtigere, end man tror. Det viser en ny måling, som YouGov har gennemført for Nordea i 2017.

Når man bor sammen, deler man bord og seng, men ikke nødvenligvis konto i banken. Klokken ringer nemlig ud for den ene konto, der samler både mandens og kvindens løn og udgifter i ét samlet kontooverblik.

En ny måling fra YouGov, som Nordea har fået lavet, viser, at det mest almindelige i dag er, at manden og kvinden har hver sin konto, og så har de en eller flere konti til familiens fælles udgifter. Det gælder for 44 pct. af parrene i undersøgelsen. Kun 31 pct. af parrene har én fælles konto. For bare syv år siden var det omvendt. Og der er også en stigning i antallet af par, der har helt adskilt økonomi. 23 pct. af parrene i undersøgelsen har slet ingen fælles konti, og det er også flere end for syv år siden.

”Udviklingen er tydelig. Parøkonomien udvikler sig i en mere individuel retning, hvor hver part beholder (flere af) deres egne penge på deres egne konti. Altså mere ’mig’ og mindre fælles,” forklarer forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.

Sådan fordeler vi vores penge i hverdagen
Der er også sket et skred i den måde, vi fordeler ’vores’ penge på, når udgifterne skal betales. Halvdelen af alle par blander deres midler helt sammen i hverdagsøkonomien, mens det i 2010 var to ud af tre par. Og udviklingen i ’jeg-økonomien’ er gået temmelig stærkt. Nu deler flere udgifterne (50/50 eller forholdsmæssigt) og råder selv over resten, lidt flere kører med en lommepengeordning og lidt flere har slet ikke fælles økonomi.

”Ser vi på civilstand, ja, så ses den mindst mulige sammenblanding af penge hos dem, der lever sammen uden at være gift. Og det giver god mening også juridisk set. Har man ikke børn sammen, og er man ikke gift, er man jo reelt to individuelle væsner, der bare har valgt at bo sammen, og så gør man klogt i at holde sine penge adskilt,” siger Ann Lehmann Erichsen. Bland gifte par er andelen med én-kontoløsningen da også næsten fire gange så høj som hos de samlevende par. 

Fordele og ulemper ved forskellige modeller, når man deler udgifterne:

  • 100 procent fællesøkonomi. Parrets indkomster føres ind på den samme konto og alle udgifter deles ligeligt.  På plussiden er: Enkelhed og overblik, og det er guld værd. Det er en model som i høj grad tiltaler par, der er over 40 år og er altdominerende hos dem over 55 år. På minus side er, at man ikke har noget økonomisk ’privatliv’ og slet ikke, hvis man betaler alt med kort og ikke har kontanter på dig. Hæver man kontanter i stedet, ja, så kan ens ægtefælle følge med i, hvor mange penge der hæves. Vil man overraske sin ægtefælle med en gave i anledning af fx bryllupsdagen, er det ikke sikkert, at det ender med at være en overraskelse, og måske vil partneren ligefrem klage over, at der er hævet for meget.

  • Alle fællesudgifter deles 50/50 og resten beholder hver selv. På plussiden er: Man er nødt til at have et opdateret budget for at kunne dele udgifterne lige, da begge har interesse i at de er rigtige. Og man bliver man klogere af at se på sine tal. ’Egne penge’ giver økonomisk privatliv, så man kan købe noget uden at skulle ’stå til regnskab’, og det giver tilfredshed.  På minussiden er, at en ligelig deling af alle udgifter ikke altid opleves retfærdig. Det kan ramme skævt, hvis der er forskel på, hvad hver part tjener. Så kan den ene part ende som sorteper, med færre muligheder for at spare op m.m. og det kan føles uretfærdigt. Man kan gøre denne model mere solidarisk ved at dele udgifterne forholdsmæssigt, så den der tjener mest, betaler mest.

 

Ann Lehmann Erichsen

Forbrugerøkonom